Ghana er ikke medlem af EU af en eller anden grund. Det skulle de tage at blive, men inden de får nosset sig sammen til at komme med i klubben, så står de altså ret alene. De bruger deres egne penge - de har bare ikke rigtig nogen at bruge af - og frimærker, og de er ikke med i Melodi Grand Prix. Det er synd og hvad værre er, deres isolation betyder, at man ikke bare lige kan rejse til Ghana for at købe en pakke gær, hvis der nu er storstrejke i Danmark. Eller det kan man godt, men ikke noget med at være impulsiv her, du. For du skal nemlig have et visum for at komme ind i det forjættede land. Det koster mellem 300 og 500 kroner og kan skaffes efter nogen overtalelse på den ghanesiske ambassade. Den ligger i Hellerup og dækker hele Norden. Ret heldigt kun at bo tre S-togsstop derfra. Tænk, hvis jeg boede i Uppsala, så ville det have været meget mere besværligt, at få et visum. Det var det nu alligevel.
Ghanas ambassade ligger i en klassisk hvid bygning og ligner udefra en hvilken som helst anden villa i en hvilken som helst anden rigmandsghetto. Men indvendig er det Ghana, bortset fra temperaturen.
Visum-afdelingen ligger i kælderen. Ikke lige til at finde, og jeg er blevet lidt bange for kældre i forstæder på det seneste, men ned skulle jeg. Der var lige en flok yngre ældre, der kom før mig, så jeg tog plads i venteværelset. Der var et bord med hvid laminat og tre stole kun delvist betrukket med stof. På væggen hang en nikotingul plakat af en eller anden fyr, der sikkert er præsident. Fra loftet hang en 40W pære helt nøgen. Yderst minimalistisk indretning.
Jeg havde været en morakker hjemmefra, og udfyldt visa-ansøgningen med fine maskinskrevne bogstaver. Vedhæftet et pasfoto af mig selv havde jeg også på alle fire kopier. Så jeg gik op til skranken og ville aflevere dem. Eller skranke er nok så meget sagt - der er er en lille luge i en dør, hvor en medarbejder tager i mod ansøgningerne. Lugen er placeret i cirka halvanden meters højde, så et hekseskud i ryggen kan man også snildt hente med hjem. Især når man som jeg skulle stå og vente godt og vel ti minytter, før en af medarbejderne bag i kontoret bag døren med lugen gad rejse sig og se på mine papirer. Det blev et flygtigt blik. Der manglede en underskrift. Så om bag i køen.
I anden omgang gik det lidt mere glat; alt var nu som det skulle være på mine ansøgninger. Troede jeg. Men ham der tydeligvis var den øverste i hierakiet i afdelingen mente ikke, at mine billeder var af mig! Godt nok var de taget en kold morgen i januar, og jeg så ikke sommerfrisk ud, men så meget anderledes synes jeg ikke, jeg ser ud fra vinter til sommer. Efter lidt mundhuggeri spurgte han til min profession. Jeg havde skrevet journalist på ansøgningerne - det plejer aldrig at være et plus at skrive på sådan nogle papirer. Men gutten havde haft et eller andet forløb på RUC med min gode, gamle underviser Erik Lund. Isen til bureaukratiet var brudt og varm luft fra savannen strømmede nu ned over mine visumansøgninger.
Ghanas ambassade ligger i en klassisk hvid bygning og ligner udefra en hvilken som helst anden villa i en hvilken som helst anden rigmandsghetto. Men indvendig er det Ghana, bortset fra temperaturen.
Visum-afdelingen ligger i kælderen. Ikke lige til at finde, og jeg er blevet lidt bange for kældre i forstæder på det seneste, men ned skulle jeg. Der var lige en flok yngre ældre, der kom før mig, så jeg tog plads i venteværelset. Der var et bord med hvid laminat og tre stole kun delvist betrukket med stof. På væggen hang en nikotingul plakat af en eller anden fyr, der sikkert er præsident. Fra loftet hang en 40W pære helt nøgen. Yderst minimalistisk indretning.
Jeg havde været en morakker hjemmefra, og udfyldt visa-ansøgningen med fine maskinskrevne bogstaver. Vedhæftet et pasfoto af mig selv havde jeg også på alle fire kopier. Så jeg gik op til skranken og ville aflevere dem. Eller skranke er nok så meget sagt - der er er en lille luge i en dør, hvor en medarbejder tager i mod ansøgningerne. Lugen er placeret i cirka halvanden meters højde, så et hekseskud i ryggen kan man også snildt hente med hjem. Især når man som jeg skulle stå og vente godt og vel ti minytter, før en af medarbejderne bag i kontoret bag døren med lugen gad rejse sig og se på mine papirer. Det blev et flygtigt blik. Der manglede en underskrift. Så om bag i køen.
I anden omgang gik det lidt mere glat; alt var nu som det skulle være på mine ansøgninger. Troede jeg. Men ham der tydeligvis var den øverste i hierakiet i afdelingen mente ikke, at mine billeder var af mig! Godt nok var de taget en kold morgen i januar, og jeg så ikke sommerfrisk ud, men så meget anderledes synes jeg ikke, jeg ser ud fra vinter til sommer. Efter lidt mundhuggeri spurgte han til min profession. Jeg havde skrevet journalist på ansøgningerne - det plejer aldrig at være et plus at skrive på sådan nogle papirer. Men gutten havde haft et eller andet forløb på RUC med min gode, gamle underviser Erik Lund. Isen til bureaukratiet var brudt og varm luft fra savannen strømmede nu ned over mine visumansøgninger.
